Skrevet

85-års fødselsdag – Hurra for H.W. Larsen

H.W. Larsen har i dag, tirsdag den 16. april, fødselsdag og i år tæller vi 85 af de helt store. Siden 1934 har H.W.L. som du, den dag i dag, kender som Kødbyens køkkengrejspusher, leveret skarpe knive og skarpt udstyr til madentusiater på flere niveauer. Fordi godt køkkenudstyr giver bedre madoplevelser.

Larsen længe leve, hurra!

Det hele begyndte den 16. april 1934, hvor Henry Werner Larsen (herefter kaldet H. W.) sammen med Kristine Jessine startede H.W.Larsen’ Sliberi i den nyåbnede og meget moderne Kødby, Slagterboderne nr. 10 og 12. De to lånte 5000 kr. af H.W.’s far til etablering af et sliberi bestående af et værksted på 28 m2, et kontor på 3 m2 og en butik på ca. 25 m2. De første år var hårde, men på trods af depressionen i 30’erne gik det efterhånden bedre og bedre med sliberiet og og salget i butikken. Besættelsenstiden var ikke særlig morsom, men familien Larsen, som i løbet af årene blev udvidet med datter Tove, søn Regner og søn Steen, klarede sig igennem og efter krigen kom der mere gang i Kødbyen.

Lysere tidere

I november 1961 flyttede H.W. firmaet til Slagterboderne nr. 21, hvilket var en gevaldig udvidelse af lokaliteterne, både butik og værksted, der var hver på ca. 75 m2. 5 år senere i 1966 indtrådte de to sønner Regner og Steen i interessentskab med H.W., således at hver af parterne kom til at eje hver en tredjedel af firmaet. I 1972 udtrådte H. W. selskabet og samme år udkom det allerførste H.W. Larsen katalog.

Siden da har H.W.Larsen, som nu er et aktieselskab, udvidet med flere lokaler, medarbejdere og produkter, og også familien Larsen blev med tiden udvidet til en familie på i alt 6 børn. Den 1. januar 2000 overtog Bo Larsen, som vi i dag kender som manden bag roret, forretningen. Så mange års historie er ikke nem at koge ned og du kan læse hele H.W.Larsens nu 85 år lange historie her.

H.W. Larsen og det 21. århundrede

I denne uge fejrer vi fødselsdag med masser af tilbud, fest og minsandten om ikke påsken også falder oveni H.W. Larsens fødselsdagsuge. Vi håber, at I vil fejre de 85 år med os og ønsker samtidig alle en rigtig god påske!

(Visited 25 times, 1 visits today)

Kommentarer

comments