Skrevet

Festival Food 2019

Festivalsæsonen er rigtig godt i gang i vores ganske, danske land. NorthSide Festival fandt sted lige inden pinsen i juni, Heartland ugen forinden og opvarmningsprogrammet på Roskilde er i skrivende stund ved at nå sin ende. I morgen starter festivalen for alvor og foruden det altid brede og spændende musikprogram, byder festivalen også på et bredt og spændende madprogram. Bæredygtighed og økologi er især nøgleord. Nøgleord som også gælder for de andre nævnte festivaler.

Nye krav

Spaghetti, Megapita, Delleboden og Skiburgeren er nogle af de ældste boder på Roskilde Festival. Navnene siger alt om, hvilken type mad gæsterne i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne ville have. Nu, snart 50 år senere (tillykke med jubilæet næste år), sætter gæsterne stadigvæk pris på de gamle klassikere, men efterspørger i højere grad også sunde, vegetariske og veganske alternativer. Roskilde Festival, der er den ældste og største festival i Danmark, har da også forstået at følge med både tidens trends og ansvar, og har givet festivalgæsten langt flere muligheder. Fælles for dem alle er, at de lever op til en stribe miljøkrav. Herunder kravet om, at 90 procent af de råvarer, maden er lavet på, skal være 90 procent økologisk. Det er rigtig vigtigt. Også for de andre store festivaller i Danmark.

Mad på plakaten

For fjerde år i træk ændrede NorthSide plakaten, så de musikalske hovednavne blev byttet ud med de gastronomiske hovedretter, der kunne opleves i boderne på festival i sommeren 2019. En rigtig god måde at sætte fokus på madoplevelserne på en festival. For nogle står disse lige så højt prioriteret som de musikalske oplevelser, og derfor præsenterede NorthSide endnu engang en madplakat for foodies og andre sultne festivalgæster. Festivalen er ligesom de sidste år en festival med et 100% økologisk menukort på tværs af alle boder. Inklusiv bespisning til artister og frivillige.

Udbud og efterspørgsel

Roskilde Festival både præger og reflekterer tidens tendenser, hvorfor udbuddet af vegetariske og veganske retter er steget i 2019. Udbuddet vil ifølge Roskilde selv fortsætte med at stige i de kommende år, hvilket vi heller ikke er i tvivl om.
De seneste år har veganske front runners som aarhusianske Mikuna etableret sig på Roskilde festivalen. I Food Court byder den på næsten helt CO2-neutrale Moules Frites by Grundsmag. Og apropos CO2 har samtlige madboder et CO2-menukort.

CO2 budget og økonomisk budget

Med den viden som CO2-menukortet giver, kan festivalsgæsten balancere de CO2-venlige måltider og de knap så CO2-venlige. Det økonomiske budget er der på de danske festivaler også taget højde for. De ved, at der er forskel på pengepungenes størrelser. Derfor skal udvalget af mad og drikkevarer inkludere tilbud til den studerende på SU samt til gæsterne, der tjener noget mere og gerne giver lidt ekstra for noget lækkert. På Heartland Festival kunne man i år blandt andet få madoplevelser fra Kadeau, Juno the Bakery, Lille Bakery samt Matt Orlando & Tiago Falcone.

(Visited 22 times, 1 visits today)

Kommentarer

comments