Det begyndte i 1934, nærmere betegnet den 16. April.

Kristine og H. W. åbner sliberi i Kødbyen.

Henry Werner Larsen, herefter kaldet H. W. og Kristine Jessine ( født Hansen ) startede H.W.Larsen' Sliberi i den nyåbnede og meget moderne Kødby, Slagterboderne nr. 10 og 12.

H. W. var uddannet maskinarbejder i Borup og måske på grund af  den store arbejdsløshed i 30’erne tilskyndede det ham at starte som selvstændig, selv om han havde taget ekstrauddannelse som installatør. I årene forinden havde han haft arbejde på Finsensvej Elværk, et job som han muligvis havde fået på grund af,  at hans morbror var en af de ledende medarbejdere på værket.

Billede4

H. W.’ far, L. P. Larsen, havde efter et par mislykkede forsøg som landmand i Hørsholm og ejendomshandler i Hillerød, købt en spækhøkerforretning i Hørsholm. Forretningen var beliggende i Dronninghus, og han måtte jævnligt køre til Kødbyen (Den Brune Kødby) for at få forsyninger. I den Brune Kødby var der kun ét sliberi ved navn ”Perfekt”, her stod folk i kø for at aflevere eller afhente deres knive til og fra slibning, så det ville jo være en god idé, mente han,  at der kom en konkurrent til ”Perfekt”, når den nye Kødby en gang stod færdig.

Kristine var ansat hos ”Tandlægens”, som det hed sig, i Valby, her var hun stuepige og altmuligdame i huset. Det var et meget fint sted, blandt andet havde de en spisestue med forsølvet loft, og tandlægen blev ikke en gang vred, da Kristine tabte en bakke med service ned ad trappen.

Kristine og H. W. lånte af H. W.’ far kr. 5.000 til etablering af  et sliberi.
Reimage2

Slibemaskinen til håndknive blev bygget med en stor gotlandsk slibesten, under slibestenen var der monteret et vandkar, således at håndknivene ikke blev ophedet og hærdningen gik af knivene.

For en uddannet maskinarbejder, var en drejebænk et must, og godt det samme, for meget hurtigt fik han arbejde med at dreje snegle til kødhakkemaskiner til Georg Hansens Maskinfabrik, som havde et udsalg på hjørnet af Slagterboderne og Halmtorvet.

Værkstedet var på ca. 28 m2, lige inden for døren fra gården var der en lille håndvask, overfor den var der et lille aflukke med glasvinduer, dette lille lokale på højst 3 m2, tjente både som garderobe og en slags kontor og der var også mulighed for at spise. Til venstre for håndvasken var døren til butikken, der var lidt mindre end værkstedet, da der var brugt et stykke af  butiksarealet til det bagvedliggende offentlige dametoilet.

I butikken var der sat nogle hylder op ad væggen. På grund af økonomien var der ikke mange varer  på hylderne, så et lille bord tjente som disk.

50 øre i åbningsgave.

De første dage efter åbningen var der stort set ikke noget at lave, der var ingen kunder, men en gang imellem kiggede der trods alt en slagter ind for at hilse på disse nystartede unge mennesker, Kristine var 22 år og H. W. 29 år. Naboen i nr. 14, vist nok en dame der solgte røgvarer, kom ind i butikken og forærede dem en halv krone, for som hun sagde, at hvis den blev liggende i pengeskuffen, så ville den aldrig være tom, så  selvom han ikke havde råd til det, borede H. W.  hul i den halve krone og bandt den fast i  bunden af pengeskuffen.

De første år var meget hårde, Kristine og H. W. boede på Kettevej i Hvidovre, de blev gift 6 dage efter Kødbyens åbning den 22. April 1934. Brylluppet  blev holdt hos Kristines forældre i Rødovre, Kristines far havde få dage forinden malet havestolene, de skulle sidde på, så flere gæster måtte gå hjem med maling på tøjet.

1. barn i kommodeskuffen.

Året efter, den 28. Marts 1935, fik de deres første barn Tove, en kommodeskuffe blev brugt som vugge til hende. I de første år var hun med i Kødbyen og stod parkeret i gården bag værkstedet i sin barnevogn. Kristine passede butikken, hun var altid i gang med et eller andet, der blev tørret støv af, selv om det ikke altid var nødvendigt, men skulle der komme en kunde, så var man altid i gang med noget.  Når der blev solgt en kniv, cyklede Kristine ud på Frederiksberg til C. V. Gjerløv, der havde forhandling af Giesser knive og købte en ny kniv, eller måske to og helst i papæske. De lidt større æsker blev brugt til transportæske til de slebne knive og tomme papæsker blev sat på hylden sammen de æsker, der var nye knive i, for så så det jo altid ud af noget mere.

160 cm blikfang.

Billede6

H. W. arbejdede på værkstedet, hvis der ikke var indleveret slibning nok og der heller ikke var snegle, der skulle drejes, sørgede han for, at han lavede noget, der larmede, så folk ude på gaden kunne høre, at her skete der virkeligt noget. I ledige stunder fremstillede H. W. en kniv i overstørrelse, ca. 150 – 160 cm. lang, den skulle bruges som blikfang og blev hængt op i udstillingsvinduet. Prisen på slibning af en slagtekniv blev sat til 35 øre, det svarede til, at når der var slebet 100 knive, var det nogenlunde det en ufaglært medarbejder tjente på en 48 timers arbejdsuge.

På trods af depressionen i 30’erne, (i 1934 var der over 30% arbejdsløse) gik det trods alt bedre og bedre, både med sliberiet og med salget i butikken. Der blev ansat en mand på værkstedet, annoncen blev udfærdiget sådan, at al henvendelse skulle ske om søndagen på privatadressen og der kom så mange, der søgte den ledige stilling, at Kristine måtte feje og vaske trappen på Blankavej i Valby, hvortil de var flyttet, da alle ansøgerne havde snavset trappen til med vejsnavs og cigaretskod.

Der blev mere og mere at se til på sliberiet. I butikken blev sortimentet stadigt udvidet både med flere knive, men også udstillingsfade fremstillet af fajance fra Aluminia, den Kongelige Porcelænsfabrik´s fajancefabrik, maskinknive og andet slagtertilbehør. Året før krigens udbrud, den 22. april blev Regner født. Kristine passede stadig butikken, så det var nødvendigt at have Regner med på arbejde, han blev parkeret i barnevognen i gården bag ved butikken. Den 15.12.1941 kom Steen til verden, kort tid efter flyttede Kristine og H. W. til Nakskovvej, som også ligger i Valby.

Kreative krigstider.

Besættelsestiden var ikke særlig morsom, hverken for erhvervslivet eller for befolkningen. Kødbyen som helhed klarede sig nogenlunde gennem krigsårerne, men man måtte se kødforsyningerne blive mindre og mindre og dermed var der også mindre aktivitet hos H.W.Larsen' Sliberi. H. W.´s  sliberi og forretningen havde også problemer med at skaffe varer hjem, det var meget svært, eller næsten umuligt at skaffe varer, der var fremstillet i udlandet. For at drøje på hakkekødet kom

Billede7

slagterne tit og ofte brød i kødfarsen og var de ikke påpasselige med at brødet var helt tørt, pakkede det sammen i hakkehuset med det resultat, at sneglen knækkede og slagterne måtte til H. W. for at få repareret sneglene. slagteøkser og flækkeknive blev påsat ny skafter, opøsere og hulskeer fik pånittet håndtag, samtidig med at krus og andet grej blev repareret, man var nødsaget til at bevare de gamle ting, for nyt kunne man ikke få fat i. Det var også umuligt at få fat i nye maskinknive og hulskiver, så H. W. gik i gang med at få sænksmedet nogle knive, disse måtte færdiggøres i hånden  et ikke helt lille arbejde, ligeså måtte hulskiverne hul for hul bores i hånden for derefter at blive hærdet.

H. W. og Lipka - et venskab for livet.

H. W. havde i sine unge dage været på valsen, her mødte han Wilhelm Lipka, det blev til livslangt venskab og da Wilhelm Lipka boede i Hvidovre og havde en garage, der var omdannet til værksted, var det nærliggende, at han lavede forskellige varer til H. W. Der blev fremstillet tusindvis af kødkroge, kødsave der blev døbt Servus, fremstillet af en bue af fjederstål, en fantastisk god sav, små koben til at åbne røgede sildekasser med, bakker til at sætte under gasapparater og mange andre ting. Varerne blev afhentet og kørt til fortinning eller galvanisering pr. hestevogn. I et af krigens sidste år kom der nogle mænd, der havde forbindelser til frihedskæmperne og forlangte lageret af slagtepatroner udleveret. Patronerne var dengang skarpe, med 9 mm dum-dum projektil, de havde ikke megen slagkraft, men man var bange for, at patronerne kunne gøre skade, hvis de faldt i de forkerte hænder. Selv om der var vareknaphed, så har der trods alt været et pænt overskud, for i 1943 køber H. W. en grund i Hvidovre for den formidable sum af kroner 2.438.

Hygiejniske patenter.

Billede9

Mange rullepølseforme var før og under krigen fremstillet af træ og dermed ikke særlige hygiejniske. Lige før krigens slutning i marts 1945 indleverer H. W. en patentansøgning af fjederlukningen til overdelen på rullepølseform således, at kloen enten står vandret eller spænder mod kassen. H. W. får patentet og det er gyldigt lige til 1952.

Billede8

Efter krigen kom der mere gang i Kødbyen, H. W. søger en isenkramuddannet medarbejder til at passe butikken. I en annonce i Forstædernes Blad maj 1946 bliver der averteret med en begyndelsesløn på kr. 5.000 om året og med weekend hele året. I dette tilfælde vil det nærmere sige, at der var weekend fra lørdag ved 14-tiden. Annoncen gav tilsyneladende intet resultat, for samme annonce bliver gentaget i Berlingske Tidende måneden efter.

Det var ikke kun under krigen, det svært at få fat i mange varer. H. W. måtte sætte en annonce i avisen i februar 1947 for at få fat i nogle 3 mm aluminiumsplader, pladerne skulle muligvis bruges til fremstilling af leverpostejforme eller rullepølseforme, ligeså søgte han også efter et firma, der kunne levere sænksmedegods.

I årene efter krigen blev der fremstillet rullepølseforme i støbt aluminium (silicium), med det patenterede dobbeltvirkende låg. Endvidere blev der også fremstillet pæreformede skinkeforme og bovforme.

I 1947 fik H. W. fremstillet delene til en saltlagesprøjte. Sprøjten rummede 200 ml, lignede en stor injektionssprøjte og var fremstillet af bakelit. Firma Dick i Tyskland havde en tilsvarende sprøjte, men denne var ikke afdrejet i cylinderen, hvorfor Dick’ sprøjte kunne give lufthuller i den færdige vare.

I efteråret 1947 anskaffer H. W. sin første bil, indtil da var al transport til og fra arbejde foregået på cykel eller med sporvogn, eventuelt udbringning af varer foregik på cykel. Bilen var en brugt Ford (Taunus) Køln der havde stået opklodset i nogle år under krigen.

I den lille butik på omkring 25 m2 var der ved at være pladsmangel. Varesortimentet blev stadig udvidet, der blev solgt Granton knive, svenske Frost og E. A. Berg knive. Udover knivene kom der også knivskeder af træ, fade af fajance, glasskåle, gummiriver til at rive savsmuld med, torvetasker af ravndug, tvist, olie, sigter og pengemåtter af gummi, prisnåle og meget mere. Butikken var indrettet med en meget smal disk, med zinkplade på, der gik hele lokalet igennem. Det var lidt af et kunststykke, at komme over på den anden side af disken, man satte sig på disken og svingede de samlede ben over på den anden side. En rejseskrivemaskine var spændt fast på væggen ud til udstillingsvinduet, så den kunne slås op, når den skulle bruges til udskrivning af prislister og breve, under skrivemaskinen var der et lille indmuret pengeskab. Det støvede meget fra værkstedet, så varerne i skabet bag ekspedienten stod bag glas, hvis ikke de lå i skuffer. Der var stort set kun plads til et lille antal af hver vare og det var vigtigt, at man fik skrevet de solgte varer op, så der kunne hentes nye varer på lageret.

Lager under fjerkræhallen.

Lageret var et lille rum, der lå i kælderen inde under fjerkræhallen (senere Irma og Brugsen), nedgangen til lageret var fra gården i Høkerboderne, i en snæver vending kunne man løbe ud af værkstedets bagdør, over gården, ind gennem fjerkræhallen og ned på lageret. Til de lidt større ting og de varer der ikke blev solgt så ofte, blev der lejet et ”fjernlager” i Krusågade. Lageret var et tidligere ismejeri, (reolen til drittelsmør stod der stadig), beliggende i en kælder med  
5 - 6 trin ned. Der var ikke megen plads i de to små rum, som lageret bestod af, men fra gården var der en nedgang til yderligere en kælder. Adgangsforholdene var utroligt dårlige, sandslibesten på 38” x 4” (næsten 1 m. x 10 cm. med en vægt på ca. 50 kg.) og olie i tønder måtte kures ned ad en sliske.

For at kunne ekspedere olien nemt og renligt, der var både hvid vaselineolie og maskinolie, frem-stillede H. W. to firkantede beholdere, der blev ophængt på værkstedet oppe under loftet. To rør førte ned over filbænken og med to tappehaner kunne man påfylde flasker til salg og også påfylde emballagen, som kunderne havde med.

Billede8

Lagerforholdene var elendige, det var et lykketræf, den dag det blev muligt at leje et lager i den brune Kødby. Lageret lå i den bygning der hed ”Den tidligere Garderobebygning”, Halmtorvet 15.
Det var et udmærket lager, set i forhold til de tidligere lagre, desværre skulle man af en smal smøge  
for at komme dertil, men det lå i jordhøjde, hvilket var en stor fordel. Lageret var på ca. 75 m2, blev indrettet med reoler og hylder, i gulvet var der en rende, der tidligere havde været brugt til at lede vandet væk fra slagternes brusere, ligeså  var der spor af de skillerum, der havde båret brusenicherne. Spær og bjælker i lokalet var pænt afrundede, flot håndværksarbejde, men det stammede også fra begyndelsen af 1900 tallet.

H. W. søger i Berlingske Tidende i 1949 efter repræsentanter, der kan tage en nyhed med til slagtere og grønthandlere. Nyheden må være det nye plasticfad. Dansk Bakelit Industri (DBI), der fremstillede delene til saltlagesprøjterne, havde også fremstilling af det nye plastic produkt Melamin, et godt og pænt materiale og perfekt til slagterfade, som der stod i datidens annonce: Stærkt som stål, let som aluminium og hvidt som porcelæn. Succesen med fadene var hjemme, i 1950 var der slagterudstilling i Nykøbing Fl., her blev fadene præsenteret for bredt publikum, der blev solgt mange fade for fordelene var indlysende i forhold til skårede fajancefade eller alufade, der skulle pudses og alligevel smittede af.

H.W.Larsens første salgsturné.

I 1950 ansætter H. W. en ekspedient ved navn Peder Christiansen, der tidligere havde været ansat ved politiet og stammede fra Sønderjylland. Man kunne ligeså godt forene det praktiske med det behagelige og da PC var fra Sønderjylland lånte han varevognen, en standard Vanguard og lavede en salgs- og ferietur til det Sønderjyske, på sådan en salgstur besøgte PC ca. 125 - 150 slagtere og viktualiehandlere.

6. barn i flokken kommer til verden i villaen i Hvidovre.

Samme år (1950) flytter H. W. fra Nakskovvej i Valby til den nybyggede villa på Kløverprisvej i Hvidovre, nu var børneflokken også fem, endnu et barn kommer til i 1956. Regner, der var ældste søn, tjente lidt ekstra lommepenge på at lodde gevind på saltlagenåle, rulle ostetråd op på 50 grs. ringe og sætte gummiben på leverpostejfade. Af og til blev det også til, at der nogle eftermiddage efter skoletid var arbejde på værkstedet med at pakke maskinsæt ind efter slibning.

Billede 13 Billede 14 Billede 15

Hygiejnisk fedtsigte på evighedsmaskinen.

I begyndelsen af 50’erne spekulerede H. W. meget over, hvordan man kunne fremstille en fedtsigte der både var let og rengøringsvenlig til afløsning af de meget uhygiejiske sigter med træramme .
En skomagersymaskine blev ombygget således, at den kunne stanse huller i en aluminiumsplade. Ombygningen af symaskinen og med at få den til at fungere voldte mange kvaler og først i 1956 blev de første sigter færdige. Det var ikke uden grund at H. W.’ børn kaldte symaskinen for evighedsmaskinen og flere af  børnene havde til opgave, at skifte plade på maskinen, som var anbragt i kælderen, hvor den larmende stansede ca. 5000 huller i hver plade.

Ældste søn træder ind i firmaet.

I 1954 kommer Regner i lære som ekspedient  i en isenkram i Glostrup. Efter læretidens udløb i 1958 får Regner plads i H. W.’ butik som ekspedient, indtil han skal aftjene sin værnepligt på 16 måneder.
Efter værnepligten i november 1960 ansættes Regner atter, indtil han tager til Tyskland i et halvt år sammen med sin forlovede Ulla. Ulla’ læreplads havde skaffet hende et arbejde som volontør lidt udenfor Stuttgart og H. W. fik Dick i Esslingen

til at finde et job til Regner i Stuttgart. Under opholdet i Tyskland skriver H. W. til Regner, om han er interesseret i at komme tilbage til H. W.’ firma i Kødbyen. På den anden side af Slagterboderne i nr. 21, var isenkræmmeren I. O. Nielsens Eftf. ved at lukke og H. W. ville så ansøge kommunen om at overtage lejemålet, det var forbudt, at sælge eller handle med lokaler i Kødbyen. H. W. ønskede ikke at udvide lokalerne i en alder af 55 år, uden der var nogen, der kunne tage over, og da Steen, H. W.’ tredje ældste barn, havde aftjent  sin værnepligt 1961, kunne han passe værkstedet, som så skulle være på 1. sal og Regner skulle stå for butikken.

H.W. Larsen flytter til slagterboderne.

I november 1961 flytter H. W. firmaet til Slagterboderne 21. Det var en gevaldig udvidelse af lokaliteterne, både butik og værksted var hver på ca. 75 m2. Med værkstedet liggende på 1. sal, måtte der etableres en vareelevator, så man kunne sende slibevarerne op og ned. Gulvet i nr. 21 var et nedslidt terrazzogulv, så det var nødvendigt, at lægge klinker på gulvet. Reoler og disk var afskallede i grå farve, væggene var brune og der hængte 8 – 10 glaskupler ned fra et loft, der næsten havde samme farve som væggene, farven måtte være kommet af mange års tobaksrygning i lokalerne. Loftet blev der limet perforerede masonitplader, der blev malet hvide, to rækker lysstofrør blev ophængt ned gennem butikken. Ud mod gården var der et kontor på ca. 8 -. 10 m2 og der var enkeltlags vinduer i jernramme i hele butikkens bredde.

Historie5

Egne numre og deletelefon med cigarsælgeren.

Isenkræmmerens  telefonnummer Eva 3157 blev overtaget og sammen med H. W.’ Eva 3293, var der nu to numre kunderne kunne ringe på, derudover var der også telefon på lageret, godt nok en partstelefon, så en gang imellem måtte man vente på, at cigarhandleren var færdig med at tale, da det var ”Cigarsøren” i nr. 16, der havde den anden halvdel af lagertelefonen. Et samtaleanlæg var nødvendigt, så man kunne komme i kontakt med værkstedet, når der var nye knive, der skulle opslibes eller hvis der var telefon til værkstedet, så måtte man ind på kontoret og trykke på en knap således, at telefonen blev omstillet.

H. W. Stiller træskoene på hylden.

Økonomien i den gamle isenkræmmer i nr. 21 var elendig. Når kunderne kom og ville købe et par træsko, så bad man kunden om, at betale forud, en ældre medarbejder kørte på cykel til Vestergade og hentede et par træsko mod kontant betaling. Det var umuligt at sælge træsko på den måde, så der blev hurtigt anskaffet en reol, der kunne rumme fem forskellige slags træsko og med et nummer af hver.

Værksted og sortiment udvides

På værkstedet var der masser af plads i forhold til det lille værksted i nr. 12. Der blev etableret 3 filbænke og det varede ikke længe, før der også blev købt en ekstra plansliber til slibning af hulskiver. H. W. ombyggede en gammel fræser til at slibe rundknive på, en stor maskine, men så kunne den også slibe de meget store, ca. 60 cm, ovale knive til baconslicere.

Billede 10

Når der blev mere plads, er det også naturligt, at vareudvalget også udvides og det blev det.
Smørrebrødsbakker, rustfri fade, gummihandsker for ikke at tale om alle de tidligere nævnte træsko og beslag til disse. Træskobeslagene var et kapitel for sig, for at stå fast på de meget våde og utroligt fedtede gulve, måtte man beslå træskoene med enten jernringe under sål og hæl, eller også med jernring der var udfyldt med træ, de sidstnævnte blev slået på med nogle korte brodder, autogummi var kun for dem, der arbejdede i tørre rum.

Larsen-sønner bliver medejere.

I 1966 tager Steen til Bremen for at arbejde og lære nyt på et sliberi, der var tilknyttet slagteriet og han kom hjem efter 7 måneder. Under sit ophold i Bremen Træffer han Roswitha, som han Bliver gift med året efter. Kort tid efter Steen' hjemkomst indtræder han og Regner i interessentskab med H. W., således at hver af parterne kommer til at eje hver en tredjedel af firmaet. Steen og Regner skylder herefter H. W. godt 75,000 kroner. H. W. får indføjet, at han kan udtræde af selskabet i 1972 med samme rettighed, som Steen eller Regner skulle afgå ved døden, hvor der eventuelt ville blive udbetalt 8% af overskuddet til enken, men H. W. fortsatte med at være aktiv næsten til midten af 1980'erne.

Kontant betaling i nyt kasseapparat.

I butikken havde hver medarbejder en regningsblok i kittellommen. Når der blev betalt kontant, blev originalen givet som kvittering, og kopien blev sat på et bonspyd. Det nyligt anskaffede kasseapparat af fabrikat Sveda med brand skuffer i rustfri udførelse, var en fryd for øjet, og det kunne afstemple kvitteringerne, når der blev betalt kontant. Værre var det, når kunderne købte på kredit, Så blev kopien udleveret, og når der blev betalt fik kunden originalen som kvittering. For at få sat system i bilagene, blev der købt nogle skrivekasser, der korte et bilag ned i et magasin i nummerorden. Regner tog bilagene med hjem den sidste weekend i hver måned. Ulla hjalp til med at tælle bilagene sammen og med at udfærdige en liste over det aktuelle tilgodehavende, der blev lagt under kasseapparatet, så man hurtigt kunne se, om kunden skyldte penge. I Kødbyen var det kutyme, at gå rundt med regningerne den første tirsdag i måneden og indkassere det skyldige beløb. Bent Kristensen, som H. W. havde ansat, gik torveturen, det var en hyggelig måde at indkassere penge på, men også tidskrævende.

Slibning af kniv på våd sandsten er bestemt ikke en dårlig slibning, men, den er utrolig tidskrævende. Og med de Stigende lønninger samtidig med at der kom flere og flere kokkeknive til slibning, måtte der noget nyt til. De våde sandsten blev udskiftet med båndslibere, og der kom også en polermaskine til, der kunne polere kokkeknivene. En maskine, der kunne slibe bånd-og rundsavklinger blev anskaffet. Båndsavklingerne var noget nyt på værkstedet. Ofte måtte disse sendes ud til svejsning i byen, så der gik kun kort tid inden da svejsemaskine til båndsavklinger blev anskaffet. Herefter var det nu også muligt at levere nye båndsavklinger i en meget fin kvalitet og i alle længder.

Handlen forandrer sig - kniv sendes med vognmand.

Handelen i Kødbyen forandrede sig. Kunderne ønskede ofte på få tilsendt de bestilte varer i stedet for at møde op. Kniv til slibning sendte de med vognmanden. Langs med Flæskehallen var der 30 vognmænd, der kørte kød og flæsk ud i København og omegn. Det var nogle stærke og barske fyre, men, de var utrolig flinke til på tage varer med. Kunne man tåle den rå, men venskabelige tone, der herskede mellem kunder og leverandører på Torvet, ja - Så blev man i Kødbyen, Bent Kristensen blev i firmaet i omkring 40 år.

Billede 17 Billede 12 Billede 11

H.W.Larsen’ første katalog på gaden.I 1972 bliver et katalog færdigt. Det er fremstillet i tofarvet tryk på 16 sider, og på forsiden og bagsiden i 4-farve tryk. Det var en satsning, men den gav pote og mange nye kunder, også fra provinsen, kom til. Kataloget blev udsendt til alle landets slagtere, og i 1972 var der omkring 6.000. Endnu et par kataloger udkommer. I det første er der ikke varenumre på alle varerne. Dette kommer først til, da USA-baserne på Grønland forlanger det. I 1973 ansættes Inger Petersen som deltids kontorassistent med arbejde 4-5 dage omkring den første i måneden. Det bliver til et ansættelsesforhold i 22 år.  En chauffør fra et af firmaerne i Kødbyen havde for vane at gå ind og hilse ret så omfavnende på Inger P., når han kom i butikken. Og når hun hørte ham komme, blev skrivebordsskuffen resolut hevet ud som forsvar. På grund af den stadig øgede aktivitet bliver det nødvendigt at omdanne interesseselskab til aktieselskab i 1981 med en aktiekapital på 300,000 kroner.

Omsætningen bare stiger.

Omsætningen steg år for år i butikken og på værkstedet blev man nødt til at finde plads til det stadigt voksende vareudvalg. At skaffe lokaler i Kødbyen var på det nærmeste umuligt, Så det var med glæde, at det blev muligt at leje et lavloftet kælderlokale under Bosch, som lå ud mod Halmtorvet med indgang fra gården. For at få et nogenlunde lokale ud af det var det nødvendigt at fjerne nogle butik sokler, der stod fra den tid, da der var gasværk. Endvidere blev det også muligt at leje etmindre lokale i kælderen til nr. 21. Før hen havde der været fryserum, så der skulle fjernes centimer af kork fra lofter og vægge. Senere kunne lageret i "Den Gamle Garderobebygning" også udvides af flere gange, således at der til sidst var mere end 200 m2.

Billede 16

Slagterne forventede, at de kunne få knive og båndsavklinger, som sidst leveret. Kundekartoteket var på små magnetiske papirkort. Kasserne til kortene var sat på en udtrækshylde, som var skruet op på en reol på kontoret. Det var ikke nemt at få kartoteket ajour, for kortene skulle maskinskrives, hver gang der var en rettelse. En pc på 750 kb blev indkøbt for at være fremtidssikret, da kunderne var tastet ind i systemet, var det nemt at styre rettelser osv. Med tiden viste det sig, at det simpelthen var nødvendigt at have EDB for i køre virksomheden videre.

Arbejdstilsynet forlanger nye forhold.
 
I midten af 90'erne forlanger Arbejdstilsynet også, at der skal være frokoststue, bad og omklædning til personalet på værkstedet. Så det bliver nødvendigt at købe et lokale ved siden af værkstedet, Hvor der blev indrettet frokoststue. Til bad og omklædning får man tilladelse til at inddrage dametoilettet (toilet for kvinder, som der stod på døren.)
Det var den første udvidelse af lokalerne i nr. 21 siden 1961, og det er først da Bo Larsen kommer til, lidt før årtusindskiftet, at der virkelig sker noget. Butiksarealet i stuen udvides ind i den gamle Ejka butik og bliver mere end tre gange så stort. Der bliver lager i kælderen, der strækker sig i hele butikken og helt frem til Halmtorvet. Førstesalen overtages, og senere bliver der etableret en trappe fra butikken til første sal.

Bo Larsen overtager hele butikken.

Bo overtager H.W.Larsen & Sønner A/S den 1. januar 2000. Regner fratræder den 31. juli 2000, og Steen' ansættelse ophører med udgangen af år 2000.

Det kræver godt købmandskab og prima varer at fastholde en status som verdensmester i skarpe kniv - ikke desto mindre har det været tilfældet for H.W.Larsen gennem mere end 80 år!

Billede 18

H.W.Larsen' logo, designet af Wegner

Untitled4



Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Ved brug af webshoppen, accepteres benyttelsen cookies. Læs mere her