Hovedstaden har fået et nyt valfartssted. Et spisekammer for alle, der elsker at sætte tænderne i det bedste som bagere, slagtere, fiskeforretninger og grønthandlere kan præstere. Et besøg i Torvehallerne er en rejse i friske råvarer, eksotiske krydderier, gode vine og eksotisk chokolade.

TorvehallerneKBH, som er stedets officielle navn, slog dørene op første gang den 2. september, og med adresse på Israels Plads nyder hallerne nærmest den perfekte beliggenhed. Kun et ejendomsmæglerstenkast fra landets mest trafikerede station, Nørreport, er der garanti for en lind strøm af kunder til den 6.600 m2 store markedsplads.

Det første, der slår gæsten ved Torvehallerne er dog, at arkitekterne åbenbart har overset, at københavnerne ikke kun tager toget - men også kommer rundt i byen på cykel. Selv på en kold, klam januardag er der udsolgt i cykelstativerne, og de tohjulede står efterladt hulter-til-bulter foran indgangen.

Men indenfor i Torvehallernes varme favn er der ingen slinger i planlægger-valsen - ingen uautoriserede papkasser med "3 stk for en 10'er-tilbud" optager pladsen på gulvet.

Torvehallerne

Et super marked

Torvehallerne er ikke en konkurrent til den hurtige tur i Netto eller Fakta. Er du blot ude efter to liter mælk og en pose havregryn, er du gået forkert. For at bruge torvehallernes eget slogan: "Det er ikke et supermarked - men et super marked."

Det er her, du finder specialiteter som nystegte sild i eddike og low-fat bresaola pølse med lakrids og chili. Men samtidig er det også stedet, hvor slagteren har tilbud på julemedister og sylte, og hvor han givet sig tid til at råde dig om tilberedningen af de engelske bøffer, og siger "tak for besøget og velbekomme". En mad-indkøbs-oplevelse!

Publikum er en skønsom blanding. Her er forstadsfruen i den regnvåde minkpels, der spørger om vejen til toilettet. Men også det unge par i anorak og islandsk sweater, der har investeret i dagens friske fisk. Turister med kufferter på hjul fylder også godt op. En flok amerikanske besøgende propper kæberne med smagsprøver hos Anton Bergs chokolade-bod A Xoco. Fusionschokolade med "gedeost og timian" er udsolgt - til gengæld er der stadig et par stykker med "foie gras og hindbær" tilbage i montren.

Ingen høje råb

Torvehallerne er opført på dét sted, hvor Grønttorvet lå indtil 1958, men hvis du forventer, at nutidens torvehaller runger af grønthandlernes kaotiske råben om kap, så bliver du skuffet. Her hersker en afslappet stemning á la Magasin og "har du ikke lyst til at smage?"

I Bornholmerbutikken kan du få "bløde, søde og tyggevenlige karameller fra Gudhjem" - lige ved siden af hos Den Kinesiske Købmand finder du alt fra Peking And Sauce til kæmpe dåser med Wasabi-ærter.

Lad os da bare slå det fast: Hvis det er sidst på måneden, og lønkontoen lider af åndenød, så er det måske en idé at udskyde turen gennem Torvehallerne til efter den første. Det er nemlig lige så sikkert som det berømte amen i kirken, at du bliver fristet.

Hvem kan for eksempel ikke lige spise en choko-blåbær-muffin?



Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Ved brug af webshoppen, accepteres benyttelsen cookies. Læs mere her