Så langt mod øst, som man næsten kan komme i Danmark, ligger Stammershalle Badehotel. Her mellem Tejn og Gudhjem på Bornholms østkyst har parret Henriette Lassen og Henrik Petersen og Danmarks bedste kok, Daniel Kruse, sat Bornholm på det gastronomiske danmarkskort.

Kan man skabe et gastronomisk smørhul langt væk fra hovedstaden? Ja, selvfølgelig, lyder svaret, hvis du spørger Henrik Petersen, der siden 1. maj 2011 har stået i spidsen for Stammershalle Badehotel.

Kurhotellet, der blev opført i 1911, nyder en sublim placering med udsigt over Østersøen og tæt ved de kystvandrestier, der forbinder Helligdommen med Gudhjem. Beliggenheden er en ren 'femmer', hvis holdet fra tv's Hammerslag skulle finde på at lægge vejen forbi.

Stammershalle Daniel

Hvordan vil du karakterisere jeres badehotel?

Det er et familiedrevet hotel, hvor vi gerne vil værne om den historie, som stedet har. Det betyder, at når vi renoverer stedet, så skal det ske i den ånd, der herskede før i tiden, fortæller Henrik Petersen. Vi har lige brugt 14 dage på at skrabe gammel plastmaling af for at kunne kalke i stedet. Selv om vi godt ved, at vi kommer til at skulle kalke hvert andet år med vores beliggenhed. Og så har vi netop installeret 40 nye sprossevinduer. De bliver et mareridt at pudse, men er meget pænere end de 70'er-agtige vinduer, der var før, siger Henrik Petersen.

Mad _Image _2

Det gælder om at vise de lokale, at man mener det alvorligt. At man sætter en ære i at bevare stedet. For det er nemlig de lokale, der betyder forskellen på succes og fiasko for Stammershalle Badehotel: Allerede fra dag 1 var der tilslutning fra øens side. Det har tidligere været et sted, som man valfartede til, og det vil vi gerne værne om, fortæller Henrik Petersen. Derfor har man også genoptaget servering af kaffe og kage på stedet, nøjagtig som i gamle dage. "Desuden har Daniel Kruse en fortid på Conditori La Glace, så det var naturligt at tage det op, siger Henrik Petersen. Hvad har det betydet, at Daniel Kruse er Årets Kok? Det har givet os en stor anerkendelse. Det er første gang at Daniel Kruse står i spidsen for et totalkøkken, og titlen har vist, at de tanker og ideer han havde i bagagen, er rigtige. Og så betyder det naturligvis meget stor opmærksomhed, også fra medierne, griner Henrik Petersen. Han fortæller, at hotellet netop har sagt farvel til journalister fra et japansk kvindemagasin, så nyheden om Årets Kok går i sandhed Jorden rundt.

Da vi startede sidste år, havde vi travlt. Men allerede nu kan jeg se, at 2012 bliver endnu bedre, fortæller Henrik Petersen.

Vi vil gerne have, at gæsterne får en totaloplevelse. Derfor samarbejder vi også med lokale kunsthåndværkere, både når det gælder glas, tallerkner og bestik. Og så benytter vi os af de lokale producenter af fisk og grønt, det giver også en god historie.

Henrik Petersen fortæller, at det generelle niveau for restauranterne på Bornholm har fået et gevaldigt løft i de seneste år. Restaurant Kadeau og 3-4 andre bornholmske restauranter har vist, at det kan lade sig gøre at lave suveræn mad langt fra hovedstaden. Hvad sker der på menukortet på Bornholm, som ikke var muligt førhen? I aftes havde jeg en gæst, der gik en tur i klipperne før middagen. Da hun kom til bordet, kunne hun genkende 4-5 ting i maden, som hun havde set i omgivelserne," siger Henrik Petersen. Jeg plejer at sige, at dét, vi i gamle dage gik og sprøjtede imod, det er dét, vi spiser nu. Det var utænkeligt for bare 4-5 år siden. Niveauet på Bornholm er simpelthen steget kraftigt, siger Henrik Petersen, der dog også er påpasselig med, at det i køkkenet ikke bliver for ekstremt: Vi skal hele tiden have for øje, at vi laver mad til alle. Vi skal have benene plantet solidt i den bornholmske muld, for vi lever af de lokale. Det er dem, der kommer i marts, når der ingen turister er. Det skal vi hele tiden huske, og vi er stolte af, at de har taget så godt imod os, slutter Henrik Petersen.

Mad _Image _1



Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Ved brug af webshoppen, accepteres benyttelsen cookies. Læs mere her