Det småkontroversielle Sokratescitat: ”Vi lever for at spise og spiser ikke for at leve” passer skræmmende godt til Damiano Albertis og Charlotte Skov Baks lille bistro Enomania på Vesterbrogade. Det var gråt og kedeligt – så kedelig, som vinteren nu engang kan være midt i november måned – da jeg nærmest ved et tilfælde trådte ind ad døren på Vesterbrogade hos Damiano og Charlotte.

Overraskende nok stod espressoen klar, før jeg havde nået at tørre fødderne eller smide jakken. Det ville jeg ikke have dvælet over ved et hvilket som helst andet restaurantbesøg, men Enomania føles meget ’hjemlig’ – det virker lidt som et sted, hvor man stiller skoene og hænger jakken, før man går ind. Jeg kendte ikke meget til restauranten eller historien bag den i november. Jeg var hverken klar over, at restauranten var stuvende fuld hver aften eller, at den havde vundet Bip Gourmand både i 2011 og 2012. Nej, grunden til at jeg var interesseret i Enomania var, at flere personer uafhængigt af hinanden, i løbet af efteråret 2012, havde opfordret mig til at skrive om den helt unikke atmosfære, restauranten skulle have. ”Damiano kommer ud til dig om lidt!”, Charlotte smiler, mens hun forsvinder ind og ud af køkkenet. Charlotte, som det skulle vise sig, har spillet en større rolle i Enomanias  historie end som så.

Kokken og sommelieren, Damiano, er fyldt med en smilende og smittende italiensk charme! Han har samlet sin erfaring i forskellige køkkener i Schweiz, Italien og Danmark, før han for lidt over tre år siden, sammen med Charlotte, åbnede Enomania. Enomania har altid været Damianos helt store drøm: En lille restaurant, hvor han kunne dele sin passion for mad og vin med andre entusiaster på sine helt egne præmisser.
Som han fortæller, kastede han og kæresten sig ud i projektet Enomania på grund af Damianos frygt for at vågne op som en gammel mand en dag, uden at have udlevet sin største drøm. Dét, og så et kærligt los bagi af kæresten! ”Som Charlotte sagde til mig, kort inden vi begyndte at kigge på lokaler, enten kaster du dig ud i det, eller også stopper du simpelthen med at snakke om det.” Restaurantens kælder betragter Damiano som sin egen! Han startede allerede med at købe de første flasker vin til kælderen, ti år inden at restauranten blev til en realitet. Og siden dengang har han ikke købt én eneste flaske vin, han ikke selv til hver en tid ville drikke – ”jeg mener, det er jo mig, der kommer til at drikke den i sidste ende, hvis ikke den bliver solgt!”

”Vi lever for at spise og spiser ikke for at leve”

Damiano spørger, om vi kan snakke videre i køkkenet. Hvorefter resten af interviewet er akkompagneret af lydene fra en kæmpemæssig gryde fyldt med hummere, som har stået og simret hele dagen. Og når restauranten er fuld, bevæger Damiano sig rundt som en vært blandt gæster i hans eget hjem. Han mener, at gæsten skal føle sig forkælet! Gæsten skal komme igen, og så skal Damiano vide, hvad han fik sidst, og dermed også, hvad han ville sætte pris på denne gang. Det er derfor, at halvtreds procent af vores gæster er folk, der kommer igen. Og mange af dem er faktisk blevet vores venner!
Og, hvis jeg ikke tager meget fejl, er det lige her atmosfæren stammer fra! Enomania er i den grad en drøm, der er gået i opfyldelse – det er tydeligt at mærke, og det smitter simpelthen. Der er så mange entreprenørdrømme, og så få af dem bliver udlevet. Enomania er i dén grad et besøg værd, mest af alt fordi at både maden, vinen og stemningen kommer direkte fra hjertet!



Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Ved brug af webshoppen, accepteres benyttelsen cookies. Læs mere her