Hvis man siger søndag aften på et stadion, tænker mange nok på råbende fodboldfans og kolde bagdele på plastiksæder. Men ikke langt fra Parkens fadøl i plastikkrus, kan man opleve et gastronomisk teater skabt af verdens bedste kok, danske Rasmus Kofoed.

Øverst oppe i Parkens hjørnetårn ligger restaurant Geranium som en gemt oase. Når elevatorens døre glider til side, og man træder ind i restauranten på 8. sal, forstår man, hvorfor Rasmus Kofoed og makkeren Søren Ledet har valgt at slå sig ned netop her. Udsigten - selv på en regnvåd dag - er et postkort værdigt.

Fælledparkens træer trænger uhindret igennem de kæmpe vinduer. Mod øst er der udsyn over byens kobbertage og langt borte skimtes vindmøllerne i Øresund. Når man har dvælet lidt ved udsigten, er stilheden det næste, der trænger sig på. En enkelt tur med elevator er alt, hvad der skal til, for at man kan glemme storbyens stress og jag.

Geranium 125 Geranium 71

Pæren skal skiftes

Vi har indfundet os på restaurant Geranium. For at blive klogere på, hvad sejren i Bocuse d'Or har betydet for Rasmus Kofoed. Og ikke mindst, hvad det betyder for Geranium, at det nu er en verdensmester, der leder slaget i køkkenet.

Men verdens bedste kok har i sagens natur ikke tid til at svare på spørgsmål, når der er gæster i restauranten - derfor finder interviewet sted en tidlig eftermiddag.

Selv om her endnu ingen gæster er, har personalet nok at se til. Sølvtøjet bliver pudset, glas bliver poleret. Restauranten bliver gået efter i sømmene.

En enkelt pære i en lampe over et af bordene klarer ikke kvalitetskontrollen. "Den pære er lidt varmere end alle de andre - den er I nødt til at skifte..." lyder beskeden.

Endelig verdensmester

Hovedpersonen selv indleder interviewet med at undskylde sin forsinkelse. "Dagens menu skulle finpudses, og så glemmer jeg tid og sted," forklarer Rasmus Kofoed. Et vidnesbyrd om, at Kofoed fokuserer 100 procent, når han har sat sig et mål. Det hidtil største mål i hans karriere blev opnået, da Kofoed i januar løb med titlen som vinder af Bocuse d'Or i Lyon i Frankrig.

"Uanset om du er konkurrencekok eller ej, så er Bocuse d'Or den største gastronomiske udfordring i verden," siger Rasmus Kofoed.

Titlen som verdensmester kom i hus, efter at Rasmus Kofoed har arbejdet mod målet i otte år. Han vandt bronze i 2005 og sølv i 2007. Sidste år vandt han guld i den europæiske kvalifikation. Men 2011 - tredje gang - blev lykkens gang for den 36-årige dansker.

"Først og fremmest er det jo et personligt mål, som jeg har fået fulgt til dørs, og som jeg er stolt af og glad for, at jeg har opnået," siger Rasmus Kofoed.

"Det har været en kæmpe, kæmpe udfordring. Egentlig en meget urealistisk drøm, som alligevel er blevet realistisk. Så det synes jeg jo er fantastisk. At man tør drømme, og at man så kan udleve sine drømme," siger Rasmus Kofoed.

Geranium _RasmusK Rasmus Kpincet

Seriøse forberedelser

Men at udleve en drøm om at blive verdens bedste kok, er ikke noget, man kommer sovende til. Forud for årets konkurrence trænede Rasmus Kofoed og hans hold i 8.000 timer og under forberedelserne til Bocuse d'Or blev der anvendt råvarer for ikke mindre end 400.000 kroner for at udvikle konkurrencemenuen. For at være forberedt på den larm, som deltagerne bliver udsat for under selve konkurrencen i hallen i Lyon, valgte Kofoed undervejs at træne til høj og larmende musik. Intet var overladt til tilfældighederne.

"Det er klart, at hvis du vil være verdens bedste fodboldspiller, så kan du heller ikke bare leve på burgere, sove længe og se videofilm," forklarer Kofoed.

For en konkurrencekok som Kofoed, har Bocuse d'Or samme tiltrækningskraft som Mount Everest har på bjergbestigere. Det ligger der, derfor skal det bestiges. Rasmus Kofoed erkender, at det har haft nogle personlige omkostninger at bruge så meget tid på forberedelserne:

"Når man går mere end 100 procent ind sådan en konkurrence, så fravælger man jo ubevidst nogle andre ting. Jeg har da ikke set så meget til min familie, men jeg prøver at involvere dem i det. Det gør så, at de også får en særlig oplevelse med det," siger Rasmus Kofoed. "Men det vigtigste er, at det stort set aldrig blev surt."

Geranium _05 Geranium _05_24

Reklameværdien

I dag høster restaurant Geranium effekten af sejren. Presseomtalen har udløst en eksplosion i antallet af henvendelser - også fra udenlandske gæster.

"Det, vi laver her på Geranium, vil vi jo også gerne have ud til den store vide verden. Jeg har aldrig gjort det for reklamens skyld, men set i bakspejlet er det da ikke nogen dårlig ting at vinde Bocuse d'Or," siger Kofoed.

Den store interesse betyder, at man må væbne sig med op mod to måneders tålmodighed, hvis man har lyst til at opleve verdensmesterens køkken. Til gengæld kan man glæde sig over, at middagen på Geranium ikke bliver hastet igennem.

Det gastronomiske teater

Faktisk skal man gerne kunne afsætte i omegnen af fire timer for at få det fulde udbytte af sit besøg på Geranium. Men så består aftenens menu også af 15 serveringer. Kofoed kalder det selv for et gastronomisk teater. Et teater, hvor skuespillerne - eller rettere kokkene og det øvrige personale i køkkenet - kan følges af alle gæsterne, der har frit udsyn gennem en glasvæg. "Vi vil godt have gæsterne ind i vores univers. Når de kommer ud af elevatoren, så er de her hos os, og så skal de gerne glemme hverdagen lidt og give sig hen," siger Rasmus Kofoed.



Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Ved brug af webshoppen, accepteres benyttelsen cookies. Læs mere her