En eventyrlig historie om datidens konger og nutidens kokke, som udspilles med forvandlingen af den kongeligt privilegerede landevejskro i Rønnede.

Roennede _kro _DSC8303 Roennede _kro _DSC8020

Der var engang en konge, som i embedes medfør foretog adskillige rejser i diligence fra det ene sted til det andet. Hans ønske var at holde sammen på riget ved at blive hørt og set overalt. Med sig på rejserne havde han et væld af embedsmænd, tjenere, soldater, ryttere og heste, som havde brug for bespisning, opstaldning og overnatning. Kongen hævdede derved sin ret til udnævnelse af kongeligt privilegerede kroer rundt om i landet. Derved blev det muligt for ham at rejse fra én kro til en anden inden mørkets frembrud, og således kunne han rejse vidt omkring med garanti for at finde husly.

Lokalbefolkningen havde dengang ingen adgang til byens kongeligt privilegerede kro. Kun rejsende blev budt indenfor, så de kunne blive fyldt op med brød, øl og brændevin. Men sådan er det heldigvis ikke længere. Rønnede Kro er med dens glorværdige historie nu et velbesøgt spisested for hvem som helst, der trænger til klassisk kromad fra det moderne danske landkøkken til smagen af udsøgte vine eller kaffe og sukkersøde kager. Alt fra beskedne anretninger til overdådige menuer fremtrylles i det folkelige og nostalgiske køkken.

Roennede _kro _DSC8065 Roennede _kro _DSC8018

 

Genåbning af den 188 år gamle krodør.

Efter mange års forfald genåbnede Rønnede Kro i sensommeren 2013, og præsenterede en helt eventyrlig forvandling fra skrot til slot. Med tre års intensivt arbejde og en gennemgribende renovering, var kroen retableret med fuld respekt for den oprindelige stil. Bygherren, Ejendomsselskabet Stentoft A/S, har tillige ønsket, at kroen skulle forankres lokalt, hvilket kroens forpagtere har fortolket og valgt at efterleve ved primært at benytte områdets leverandører og arbejdskraft.

Ejendomsselskabet Stentoft A/S, som ejes af den danske forretningsmand, Hans Michael Jebsen, har som datidens konger påskønnet den kongeligt privilegerede landevejskro og stået bag genåbningen af denne. Det er et stykke kulturarv, som er restaureret med respekt for stedets originalitet, så også kommende generationer kan have glæde af kroen. Med de bedste materialer er alt genskabt i tråd med fine håndværksmæssige traditioner. Istandsættelsen er baseret på en stærk interesse for Rønnede Kro som et historisk og bevaringsværdig sted. Inventaret er opkøbt på forskellige auktioner, og rummer spændende fortællinger, du som gæst kan høre mere om før eller efter et velanrettet måltid.

Roennede _kro _DSC8229

 

Kroens historie går helt tilbage til 1645, men den mest veldokumenterede del er dog knyttet til de bygninger som kan opleves i dag. De blev opført af Gisselfeld Kloster i 1825. Byggeriet bestod førhen af en firlænget gård samt en rejsestald til de arbejdsomme krikker. På grund af kroens centrale beliggenhed, blev der gennem årene endvidere oprettet både kongeligt postkontor og en station for statens befordringsvæsen. Selv landbrug og købmandshandel blev en livlig del af kroens aktiviteter.

Desuden er det ganske vist, at nationaldigteren H.C. Andersen havde sin gang på kroen. I sine breve omtalte han ofte Rønnede Kro, hvor han stod af diligencen, når han rejste omkring for at besøge bekendte på nærliggende godser – eller skulle finde inspiration til nye eventyr.

 

Kulturskatte og kompetencer.

Selvom Hans Michael Jebsen er bosiddende i Sydøstasien, besidder han en fædrelandskærlighed, vilje og evne til fortsat at investere i og bevare danske kulturskatte. Flere end ti af Danmarks smukkeste hoteller og kroer har, det af ham ejede ejendomsselskab, foreløbig opkøbt og renoveret for hver gang nøje at følge med i hele processen. Som administrerende direktør for familievirksomheden Jebsen & Co med hovedsæde i Hong Kong, udvalgte Hans Michael Jebsen til dette projekt, kompetente og loyale samarbejdspartere.

Forvandlingen af Rønnede Kro fra skrot til slot er varetaget af ejendomsselskabets arkitekt Søren Bjarnø, og det er ham som har mestret den vigtige del af opgaven med at sikre en smuk videreførsel af kroen med historisk forståelse. Forpagteren af Hotel Frederiksminde i Præstø, Silje Brenna, har været den ambitiøse og talentfulde indretningsarkitekt, der har stået bag indretningen af det unikke verdensklasse-køkken, som blev designet, leveret og opsat i samarbejde med H.W.Larsens team af engagerede fagfolk. Restaureringen af Rønnede Kro er gennemsyret af kvalitet og godt håndværk, som vil få mange andre steder til at blegne.

Fra vinkælder til bolledej.

Rønnede Kro drives i dag af René Arnholt Jacobsen og Tim Rosenvinge – to erfarne mænd i deres bedste alder. De har kendt hinanden gennem flere år, og er nu gået sammen om forpagtningen af stedet. René er opvokset i området, og kender det som sin egen bukselomme. Som kyndig vin importør har René fuldstændig styr på, hvad der skal serveres til hvad, hvor og hvornår. Tim derimod har som erfaren kok og køkkenchef fingrene i bolledejen samt smagfuld kogekunst i tankerne. Tim er indlogeret i forpagterboligen over kroen, så der er ikke langt hjem, efter en munter dag i køkkenet.

For Tim og René er balance mellem job og fritid en vigtig del bag driften af kroen. Som én stor familie i udkants Danmark lægges der blandt personalet afstand til storbyens stress og jag. Bygherrens ønske om at kroen favnes af lokalområdet, har Tim og René endvidere efterlevet ved ansættelse af ‘byens egne børn’.

Familie med snotnæser eller middag for to.

 

Rønnede Kro ligger en times kørsel syd for København. Ved afkørsel 37 på Sydmotorvejen åbenbares et idyllisk landskab, som nu også byder på en mindeværdig attraktion i særklasse. Rønnede Kro er afgjort et besøg værd, når man trænger til forkælelse og autentiske fortællinger. 

Tim, René og deres personale vil gøre alt for at få kroens gæster til at føle sig som privilegerede kongelige, inden rejsen går videre. Hvad enten det er tanternes søndagsudflugt med kaffe og kringle, familiefrokost med små snotnæser eller en hyggelig middag for to, så er det kroens intention at skabe rammerne for en eventyrlig og usædvanlig oplevelse.

Rønnede Kro har også kapacitet til større fester og konferencer. Kroens rum giver mulighed for et utal af løsninger med alt lige fra Grevens Kammer, Gisselfeldstuen og Festsalen til Gildestuen. Lokalernes titler og indretning har deres egne historier, som alle udspringer af fortidens levn.

Og de levede lykkeligt.

Hvis dette var H.C. Andersens eventyr, kunne det være fortællingen om ‘Den Grimme Ælling’. Om at skulle en masse grueligt igennem, før det hele endte lykkeligt, og noget som var hæsligt, før det blev interessant i sin rette form og skikkelse. Hvad angår formen, er det relevant at vide, hvordan Tim og René har tænkt sig, at Rønnede Kro skal udvikle sig. Som forpagtere har de nemlig kroen på hånden de næste 14 år, og som forfattere af manuskriptet til kroens fremtidige historie, har de muligheden for at sikre fortællingen en lykkelig slutning – ganske som i eventyrenes verden.

 

Tim og René blev bedt om at definere, hvad der for dem er en lykkelig afslutning på historien om Rønnede Kro? Og på det spørgsmål lyder svaret, at lykken er gjort, når flere års ihærdigt arbejde kulminerer med et medlemskab af Relais & Châteaux, som kun optager verdens smukkeste og mest værdsatte restauranter og hoteller. Eller når ambitionerne om separat krostue og etablering af værelser med mulighed for overnatning på sigt realiseres. Eller når planen om at genskabe gårdbutikken føres ud i livet – en butik som udelukkende handler med udvalgte vine, øl fra særlige bryggerier, rustikt brød, honning, syltede marmelader og andet som suverænt er i tråd med stedets sjæl og historik.

René fortæller endvidere, at ‘den gamle gæstebog’ med 70 års hilsner, og bl.a. Walt Disney og Dirch Passer’s signaturer, symbolsk har fået følgeskab af en ny, læderindbunden af slagsen, hvor Bertel Haarder på første side har skrevet følgende: Siden er vendt, og bygherren har sikret, at vi ikke skriver på afslutningen, men blot har påbegyndt næste kapitel af Rønnede Kro’s historie. Succes for den fortsat centralt beliggende Rønnede Kro er fyldestgørende varetagelse af sociale såvel som kulturelle opgaver for familier, foreninger og virksomheder, særlig lokale og regionale, men det pragtfulde køkken og de enestående, renoverede bygninger gør imidlertid fortsat Rønnede Kro en dagsrejse værd.

Således slutter beretningen om, hvordan Rønnede Kro atter fik liv, og lykkeligt ses genforenet med lokalsamfundet i tiden fremover!

Tekst: Pernille Dam

Foto: Jesper Blæsild



Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Ved brug af webshoppen, accepteres benyttelsen cookies. Læs mere her