Midt i Torvehallerne har du mulighed for at give din sundhed et boost. Vita Boost har succes med deres wraps og salater, men især deres smoothies. 'Hangover-helper', 'Merry-me, Berry' og 'Sunny Delight'. Menukortet sprudler af fantasifulde navne hos Vita Boost i Torvehallerne. Boden er fyldt med farvestrålende frugter, der sender tankerne hen på sol og sommer. Og på en gråblå december-dag kan en smoothie proppet med C-vitaminer give dig det tiltrængte energiboost. Det er også derfor, at mange af Vita Boost smoothies er deklareret, forklarer Thomas Schøler, der har travlt bag disken. "Rigtig mange af os har jo svært ved at få de foreskrevne 600 gram frugt og grønt om dagen - hver dag. Men hver eneste smoothie indeholder 300 gram frugt og det kan smages og mærkes - og så er det en dejlig nem og lækker måde at få de livsvigtige vitaminer," siger Thomas Schøler.

 Vita _Boost1 Vita _Boost2

For Vita Boost er en bod i Torvehallerne det helt rigtige valg, forklarer han. "Her er mange spændende boder i et sprudlende netværk, som vi hele tiden kan få inspiration af. Og så er det også sundt med lidt konkurrence. Det betyder jo, at vi er nødt til hele tiden at udvikle spændende nye salater, wraps og smoothies. Vi er ved at lægge sidste hånd på et nyt anderledes menukort," fortæller Thomas. Sascha og Thomas Schøler, der står bag Vita Boost, åbnede deres første butik på Frederiksberg i 2007 og i 2010 kårede brugerne af AOK.dk Vita Boost som byens bedste juicebar. "Men her i Torvehallerne har vi en fin beliggenhed i et fantastisk klimavenligt miljø. Vi er indendørs, og det gør det jo lidt lettere for folk at nyde en kold smoothie hele året. Folk herinde interesserer sig for gode, sunde og lækre råvarer, og det er selvfølgelig det store samtaleemne herinde." forklarer Thomas Schøler.

"Vores mest populære smoothie er fra første menukort 'Merry-me, Berry', der består af æbler, jordbær og hindbær", og har en frisk sommerlig karakter. Men efterhånden bliver vores kunder heldigvis mere modige og kaster sig ud i de mere eksotiske smoothies, og det inspirerer også os, forklarer Thomas Schøler. Den mest eksotiske smoothie for tiden er en Acai Power Smoothie. Den består af jordbær, økologisk jordbærsaft og masser af acai-bær, som Vita Boost selv importerer fra Brasilien. "Den smager som intet andet - det skal opleves," siger Thomas Schøler.



Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Ved brug af webshoppen, accepteres benyttelsen cookies. Læs mere her