Fransk citrontærte opskrift
Fransk citrontærte fra Det Danske Bagerlandshold
En klassiker med syrlig friskhed og fransk finesse. Det Danske Bagerlandshold deler her deres opskrift på en citrontærte, der både er elegant, nem at servere og perfekt til varme dage. Lav den i god tid – og nyd den, når gæsterne kommer.
Elementer
- 1 portion citroncreme
- 1 portion mørdej
- Italiensk marengs
Se opskrift på citroncreme og mørdej nedenfor.
Sådan samler du tærten:
- 1 stk. riflet form sprayfedtes, mørdejen rulles ud i en tykkelse på 2,5 mm og formen fores med mørdejen.
- Bunden prikkes grundigt med en gaffel, hvorefter der kommes alufolie henover og fyldes op med tørrede kikærter.
- Tærtebunden bages ved 170°c i ca. 10 – 12 min.
- Sæt tærtebunden på køl med folie på, indtil den er helt nedkølet – lad ringen blive på.
- Den færdiglavede citroncreme hældes i, hvorefter kagen sættes på køl.
- Efter afkøling fjernes ringen, og tærten pyntes med italiensk marengs og flamberes.
Citroncreme
Ingredienser:
- Citronsaft (300 g.)
- Citronskal (9 g.)
- Pasteuriserede æggeblommer (90 g.)
- Pasteuriserede helæg (112 g.)
- Husblas (2,25 blad)
- Sukker (92 g.)
- Smør (112 g.)
Fremgangsmåde:
- Halvdelen af sukkeret piskes let sammen med blommer og helæg og sættes til side.
- Husblas sættes i blød i koldt vand og sættes til side.
- Det resterende sukker varmes op sammen med citronsaft og citronskal, indtil sukkeret er opløst.
- Hæld lidt af den varme væske ned til æggene og rør godt rundt, hvorefter det hele hældes tilbage i gryden, og den sættes over varmen igen.
- Cremen legeres op til 82°c og sigtes straks ned i en metalskål, hvorefter den drænede husblas tilsættes.
- Lad cremen afkøle til ca. 50°c, hvorefter smørret blendes ind i cremen, og cremen hældes i den afkølede mørdej.
Mørdej
Ingredienser:
- Hvedemel (150 g.)
- Smør (100 g.)
- Flormelis (50 g.)
- Æg (20 g.)
- Vaniljesukker (2 g.)
Fremgangsmåde:
- Alle ingredienser blandes i en skål med håndkraft eller på en lille røremaskine.
- Dejen røres sammen, indtil den er ensartet og homogen.
- Herefter pakkes den i pose, og sættes på køl, indtil brug.