Fuldkornsbrød opskrift - fra Det Danske Bagerlandshold

Hjemmelavet brød er altid godt brød - men fuldkornsbrød har bare sin helt egen charme! Dette fantastiske brød fra Det Danske Bagerlandshold har masser af næring og vitaminer i sig, så det kan spises med god samvittighed, selv af dem der gerne undgår hvidt brød!

 

Fordej:

Ingredienser:

  • 250 g.           Økologisk hvedemel
  • 116 g.            Økologisk rugmel
  • 345 g.           Vand
  • 0,6 g.            Gær (anvend en microvægt til afmåling)

 

Fremgangsmåde

Røres sammen og henstilles tildækket med film ved stuetemperatur (ca. 23 - 25°c) i ca. 14 – 18 timer.

 

Dag 2 - fuldkornsbrød

Ingredienser:

  • 1166 g.          Økologisk hvedemel
  • 500 g.           Økologisk fuldkornshvedemel
  • 1066 g.         Vand
  • 100 g.           Hvedesurdej (se tidligere recept for denne)
  • 66 g.             Ekstra vand*
  • 51 g.              Salt*

 

Fremgangsmåde

  1. Dejen æltes i 5 min. ved langsom hastighed og 6 min. ved høj hastighed. *Salt tilsættes de sidste 3 min. sammen med det ekstra vand lidt efter lidt.
  2. Dejen kommes i en oliesmurt plastikbeholder og hviler ved stuetemperatur i 2 x 60 min. Vend dejen efter hver time med våde hænder.
  3. Efter endt liggetid vendes dejen ud på bordet – drysset med fuldkornshvedemel.
  4. Afvej dejstykkerne på 730 g. (5 stk. brød i alt) og fold dem let aflange, og kom dem i aflange hævekurve, som er foret med et hviskestykke. Derefter drysses det til med fuldkornshvedemel.
  5. Sæt brødene til koldhævning i køleskabet natten over.
  6. Ovnen varmes til 250°c, hvorefter brødene tages direkte ud fra køl, snittes og kommes direkte i ovnen.
  7. Sænk temperaturen til 235°c og bag brødet i ca. 35 – 40 min. NB! Pas på med at bage brødet for lidt, da det har et højt vandindhold, og derfor vil blive meget blødt i skorpen.

 

Dette fuldkornsbrød har et højt indhold af meltyper med høj udmalingsgrad. Dvs. at der er masser af næring og vitaminer i brødet, og derfor et brød som kan serveres med god samvittighed og samtidig holder en god saftig krumme.