Kammajunker opskrift

Sommerens sprødeste kammerjunker fra Bagerlandsholdet

Der er noget særligt ved hjemmelavede kammerjunker. De smager bedre, dufter skønt og løfter enhver portion koldskål. Med denne opskrift fra Det Danske Bagerlandshold er de nemme at bage, svære at holde fingrene fra og helt perfekte til at sætte ekstra smag på sommeren.


Bagerlandsholdets kammerjunker

Ingredienser:

  • 250 g Hvedemel 
  • 2 tsk. Bagepulver 
  • 110 g Sukker 
  • 100 g Saltet blødt smør 
  • 0,5 dl. Mælk 
  • 0,5 tsk. Vaniljestang 
  • 1 stk. Æg 

 

Fremgangsmåde:

  1. Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv og mases sammen med en anelse af sukkeret på bordet med en palet, så kornene skilles ad.
  2. Mel, bagepulver, sukker og vaniljesukkeret blandes godt sammen. Smørret smuldres i melblandingen og æltes kort sammen. Tilsæt ægget for at samle dejen og tilsæt til sidst mælken. Dejen placeres imellem to stykker bagepapir og rulles ud i ca. 2 cm tykkelse - lige tykt over det hele.
  3. Der er nu bagepapir på både "bund og top". Denne indpakkede og udrullede dej stilles stilles i køleskab minimum 1 times tid. Udstik dejen i cirkler á ca. 2 cm i diameteren. Cirklerne bages på bagepapir ved 175º i maks. 10 minutter. Afkøles let og halveres med en savtakket skarp kniv. De halverede kammerjunker bages videre i ovnen ved 100º, i yderligere 45 minutter. De afkøles og kan kan opbevares tørt i en tætsluttet dåse i op til en uge.

Når nu kammerjunkerne er lavet fra bunden, ville det jo være ærgerligt at købe en færdiglavet koldskål. Så nedenfor finder du en dejlig nem opskrift, som smager helt vildt godt!

 

Koldskål, som mormor plejede at lave den!

Ingredienser:

  • 2 stk. Pasteuriserede æggeblommer 
  • 0,5 stk. Vaniljestang 
  • 2 spsk. Sukker 
  • 1 l. Kernemælk 
  • 1 stk. Pasteuriserede æggehvider 

 

Fremgangsmåde:

  1. Æggeblommer, vaniljekorn og sukker piskes hvidt og luftigt.
  2. Kernemælken tilføjes lidt ad gangen under piskning.
  3. Æggehviderne piskes helt stive i en separat skål, og vendes i koldskålen.
  4. Hvis man er til det, kan man smage til med citronsaft og evt. tilsætte jordbærskiver.

 

God sommer og velbekomme!


Udstyr du skal bruge: