Gratis levering med GLS pakkeshop ved DKK 500,-
Prisgaranti på priser fra andre fysiske butikker
365 dages fuld returret
3324 1122
Viser priser inkl. moms - skift

Brødknive & Universalknive

En brødkniv, eller en universalkniv, er et must i et hvert køkken. En stor kniv med bølgeskær er ikke kun god til brød, men også en udmærket kniv til ingredienser med en hård, glat eller sej overflade.

En brødkniv er ikke bare en brødkniv

Er der forskel på en brødkniv og en universalkniv?

Ja, selvom knivene ligner hinanden en hel del, så er der forskelle. En brødkniv er mere fleksibel og knap så kraftig i bladet som en universalkniv. Det skyldes både, at man med en brødkniv også skal kunne dele tynde emner, såsom lagkagebunde, og at det tynde blad har mindre tendens til at ”trække” skævt end et kraftigt blad. Man kan med andre ord ofte skære pænere skiver af et emne med en brødkniv.

En universalkniv kan selvfølgelig også bruges til at skære brød, men er samtidig designet til at klare andre opgaver. Det er fx en fordel at hakke nødder med en universalkniv, da tænderne griber fat i nødderne og sørger for, at de ikke smutter rundt på - og uden for - brættet. Man kan se på en universalkniv, at den også kan bruges til den slags opgaver, ved at bladet er højere end skæftet. Det forebygger, at ens fingre kommer i klemme mellem håndtag og skærebræt.

Universalkniven og brødkniven har det til fælles, at selvom de er suveræne til seje eller sprøde emner, så er de ikke ideelle til saftholdige emner, såsom steg, tomater, løg eller andet. Bølgeskæret på de store knive bevirker, at der kommer en meget stor og flosset snitflade, hvilket giver et stort safttab. Brug i stedet en skarp kniv med glat skær eller en specialkniv.

Sådan vælger du brødkniv

Bølgernes form

Når du skal købe en ny brødkniv, er det en god ide at kigge på, hvordan bølgerne på kniven ser ud. Knivens funktionalitet kommer både an på, hvordan dens bølger er formet, og hvor mange bølger knivsæggen har, hvilket varierer fra kniv til kniv. Nogle har en blødere profil, og andre fremstår mere voldsomme med mere ’aggressive’ bølger. De skarpe bølger betyder generelt, at du kan bruge kniven med mindre tryk, og at kniven nemmere skærer gennem en hård skorpe. Samtidig vil den dog give flere krummer end en kniv med knap så dybe og mere aflange bølger.

Antal bølger

En anden ting at vælge ud fra er, hvor tæt bølgerne ligger på æggen, dvs. bølgernes størrelse. Jo flere bølger, jo finere bliver snittet. Men en kniv med mange, tætte bølger sætter sig også nemmere fast under arbejdet, hvorfor det rigtige valg ikke er det samme for alle. Det kommer ganske enkelt an på personlige behov og præferencer, og på hvilket emne man skærer i.

Knivbladets profil

Det er også smag, behag og dine behov i køkkenet, der afgør knivbladets profil. Der findes både knive med helt lige blad og knive med mere eller mindre svaj på bladet. Det er nemmere at håndtere et blad med svaj end et helt lige blad, især når de sidste brødskiver skal skæres. Det er også tilfældet, hvis det er en meget lang kniv, man står med. Et langt, lige blad med bølger er til gengæld det bedste værktøj til opgaver, hvor man skærer et emne vandret, fx ved deling af lagkagebunde.

Jo, man KAN slibe en brødkniv

At brødknive ikke kan slibes er en sejlivet skrøne, som vi længe har villet gøre det af med. Knive med bølgeskær er sværere at slibe, men det er på ingen måde umuligt for en professionel skærsliber. Uanset om bølgerne, din kniv havde ved køb skal gendannes, om der skal bølger på en ny kniv med glat skær, eller om der skal slibes bølger til venstrehåndsbrug, så kan du trygt overlade arbejdet til os. Se mere om slibning hos H.W.Larsen >>

Se hvordan det ser ud, når H.W. Larsen sliber en brødkniv: 

Pas godt på dine knive 

Rengør og opbevar dine knive med respekt

Opbevar dine knive med respekt. En af de bedste måder er ved at sætte en magnetisk skinne op på køkkenvæggen. Husk bare at tage fat i knivene sådan, at den skarpe æg ikke rammer skinnen, især hvis denne er lavet af metal. Hvis du vil opbevare dine knive i en skuffe, skal de ligge i en knivindsats. De må aldrig ligge løst i skuffen. Så risikerer de at skure mod hinanden, hvorved æggen ødelægges. Faste knivblokke, der står på køkkenbordet er et andet godt alternativ.

Sidst, men bestemt ikke mindst: Vask ALDRIG dine knive i en opvaskemaskine! Det svarer til mord på dit værktøj. Knivene bliver ødelagte, og de tager faktisk skade efter bare én vask i en opvaskemaskine. Vask i stedet dine knive op i hånden efter brug, og tør dem af med et viskestykke.